✍️Ægtepagt om særeje

✍️Hvad er en ægtepagt

En ægtepagt (Prenuptial Agreement) er en beskrivelse af, hvordan alle ejendele skal fordeles mellem to ægtefæller i tilfælde af separation, skilsmisse eller død. En ægtepagt kan oprettes både før og efter et ægteskabs indgåelse. Begge ægtefæller skal være enige om ægtepagtens indhold, og skal underskrives af begge parter – både fysisk og digitalt via NEMID. Dette skal gøres i forbindelse med tinglysningen af ægtepagten. Man kan både oprette særeje over bestemte aktiver, og over alt, hvad hver især ejer inden ægteskabet. Ligeledes kan man oprette en ægtepagt med særeje over alt, hvad der erhverves i ægteskabet, ligesom særejet kan gøres tidsbegrænset osv. Der findes mange forskellige kombinationer, og derfor anbefaler vi altid, at man får en snak med en advokat med speciale i ægtepagter, så man får den bedst mulige rådgivning.
Indgåelse af ægteskab betyder normalt, at to mennesker gerne vil være sammen resten af ens liv. Desværre viser det sig ofte ikke at holde stik, og i praksis ender over 40% af alle danske ægteskaber med skilsmisse.
Et ægteskab betyder som udgangspunkt formuefællesskab dvs. at alle de to ægtefællers samlede aktiver indgår i fællesformuen. Denne fællesformue skal derfor deles ligeligt mellem parterne i tilfælde af skilsmisse, separation eller død.

✍️Fra fælleseje til delingsformue

Den 1. januar 2019 blev det juridiske ord fælleseje ændret til delingsformue og der er derfor ikke længere noget, der hedder fælleseje. Når de to ægtefællers aktiver indgår som delingsformue, så betyder det, at (næsten) alt, hvad hver især både ejer og senere erhverver gennem livet, indgår i en fælles pulje kaldet formuefællesskabet. Dette omfatter også gaver og arv fra andre, dog ikke hvis giveren har bestemt sig for, at gaven eller arven skal tilhøre den ene ægtefælle som særeje og som følge deraf ikke skal være en del af delingsformuen.
Der er dog undtagelser om, at ægtefæller er fælles om så godt som alt. Disse undtagelser kaldes for særråden og særhæften.
Særråden betyder, at den ene ægtefælle normalt ikke skal have den anden ægtefælles tilladelse til at pantsætte eller sælge egne aktiver. Derudover kan en ægtefælle ligeledes gennemføre retshandler, det vil sige indgå købsaftaler, leje, leasing mv. uden at skulle spørge andre. Også her er der enkelte undtagelser, for eksempel vedrørende pantsætning af et fællesejet hus eller lejlighed samt udlejning.
Særhæften betyder, at det kun er den ægtefælle, som har gæld, der hæfter for denne gæld. Den ene ægtefælle hæfter således ikke for gæld, stiftet alene af den anden ægtefælle. Således kan den ene ægtefælle ikke risikere at hæfte for ægtefællens gæld som debitor, og kreditorer kan derfor kun gøre krav mod debitor – og ikke mod den anden ægtefælle. Her er igen en enkelt undtagelse nemlig SKAT, der i visse tilfælde også kan gøre krav mod den anden part. Dette kaldes sekundær hæftelse.

Skilsmisse og delingsformue i et ægteskab

Når der er såkaldt delingsformue i et ægteskab, kan der opstå problemer ved skilsmisse og/eller død. Såfremt der ikke er oprettet en ægtepagt med særeje, skal der udarbejdes en ovesigt over begge ægtefællers aktiver og passiver. Denne delingsformue skal herefter deles ligeligt mellem parterne uanset hvor mange aktiver hver part har haft. Der er flere kvinder, der gennem tiden er blevet millionærer ved at blive skilt fra deres rige mænd.
Hvis der er stor forskel på ægtefællernes formue, så kan det være en god idé at oprette en ægtepagt med særeje. På den måde kan man sikre sine aktiver.
Hvis der er særbørn i ægteskabet, kan det ligeledes være praktisk at oprette et særeje i en ægtepagt for på den måde både at sikre den længstlevende, men også sikre, at særbørnene får deres del af arven. Er der særbørn i ægteskabet, anbefaler vi også, at der oprettes et testamente. I testamentet kan der tages stilling til, hvordan en arv skal deles efter længstlevende.
Samlevende kan ikke oprette en ægtepagt, idet kun kommende ægtefæller eller ægtefæller kan oprette en sådan. For at undgå problemer, anbefaler vi, at samlevende indgår en samejeoverenskomst vedr. fast ejendom eller andelsbolig, eller som minimum indgår en generel samlivskontrakt. Såfremt man ønsker at begunstige hinanden mest muligt som samlever, kan man efter den nye arvelov oprette et udvidet samlevertestamente. Med et sådant testamente arver man hinanden, stort set som var man ægtefæller. Der er flere slags særeje med hver deres fordele og ulemper:

• Fuldstændigt særeje
• Ægtefællebegunstigende kombinationssæreje
• Kombinationssæreje
• Skilsmissesæreje

Domme afsagt om ægtepagter

I TFA 2012341 fandt landsretten, at der var tale om en dødslejegave i en situation, hvor gavegivers døtre havde hævet et beløb i henhold til en fuldmagt udstedt af gavegiver fire dage før sin død. Gavegiver havde cancer i terminalstadiet og havde afslået at tage imod dialysebehandling, hvorefter han samme dag, som han udstedte fuldmagten, havde fået at vide af lægen, at han forventedes at dø ugen efter. Retspraksis for de hidtidige dødslejegaver må fortsat kunne give en vis vejledning for, om giveren havde forudset sin død som nært forestående, således at gaven må anses for motiveret i dette forhold.
I U l988.l7l realiserede og gav en uhelbredelig syg ca. 25 dage før sin død provenuet fra sine væsentligste aktiver til en fond. Da vedkommende selv forudså sin snarlige død, og henset til gavens omfang, ansås gaven for en dødslejegave. Tilsvarende TFA 2009.209/2, hvor retten fandt, at overdragelse af gaver til børn var motiveret af, at giveren anså sin død som nært forestående, og at hun ved sin disposition havde til hensigt at omgå boafgiftspligten, selvom det blev lagt til grund, at giveren oprindeligt havde stillet sine børn gaven i udsigt, hvis de gav afkald på skifte i anledning af en planlagt indgåelse af ægteskab. Et lignende eksempel på en ugyldig gave er TFA 2008.446, hvor en kvinde den dag, hun døde, havde bortgivet alle sine værdipapirer, der udgjorde cirka en tredjedel af hendes samlede aktiver, da der på baggrund af hendes sygehusjournal ikke var tvivl om, at hun lå for døden på overdragelsestidspunktet.

Dom vedrørende gaveægtepagt

I TFA 2005.457 fik en mand den 13. august 2001 at vide, at han var meget alvorlig syg af kræft, og ægtefællerne oprettede den 3. september 2001 en den 7. september 2001 tinglyst ægtepagt, hvorved en ejendom og nogle aktier, der tilhørte hustruens bodel blev gjort til hendes særeje, og hvor mandens afkald på boslod efter hans død den 22. november 2001 under de foreliggende omstændigheder, hvor der også efter strålebehandling havde været en mulighed for, at manden kunne leve i flere år, ikke antoges at udgøre en gave, der kunne omstødes.
Som øvrige eksempler, hvor døden ikke ansås for nært forestående kan nævnes U l972.604 H, hvor hverken modtager eller yder ca. 25 dage før døden antoges at have vidst, at arvedrageren var så alvorlig syg, at døden måtte anses som nært forestående, U l998.l586 (TFA l999.l/l), hvor tinglysning af en blot en uge forinden oprettet gaveægtepagt - med det formål at hindre et barn født uden for ægteskab i at få del i aktiverne - dagen før mandens død ikke ansås for en dødsgave, idet det ikke fandtes godtgjort, at han ved oprettelsen havde anset sin død som nært forestående.

TFA 2012.49, hvor en ægtepagt, der gjorde ægtefællens sommerhus til fuldstændigt særeje, oprettet 42 dage før dødsfaldet ikke blev tilsidesat som en dødslejegave, da det ikke fandtes godtgjort, at givers død ved ægtepagtens oprettelse og underskrift var nært forestående, eller at giver selv anså sin død som nært forestående, samt TFA 2Ol0.7l5, hvor en særejeægtepagt oprettet i forbindelse med en (nød)vielse ikke blev anset for en dødslejegave, da det ikke fandtes godtgjort, at ægtefællens død var nært forestående, eller at hun selv anså sin død som nært forestående i et tilfælde, hvor der var planlagt et behandlingforløb med 10 strålebehandlinger, og dødsårsagen ikke var kræftsygdommen, men komplikationer i forbindelse med skift af en kanyle i forbindelse med den første af de 10 strålebehandlinger. Derimod må det være mere tvivlsomt om øvrige afgørelser, der har opretholdt dispositionen, men som ikke særligt nævner afdødes kendskab til forholdene, ville medføre et tilsvarende resultat efter Arveloven § 93.