Menu Luk

Havnen i Nykøbing

tilbud på handel i havnen

I 1854 bad Leth i havnen havnekommissionen om at lave en undersøgelse, ifølge hvilken et løb til ti fod ville koste 64.500 rigsbankdaler, og et til 12 fod ville koste 183.500 rigsbankdaler. Med en årlig indtægt omkring 3.500 rigsbankdaler og store udgifter til afdrag var en realisering helt utopisk, selv om godsejer E. Tesdorpf tilbud finansiel støtte. Hvis blot løbet blev opmudret til ni fod i en bredde af 20 meter, ville meget ifølge kommissionen være opnået.

Udvidelse af havnen

Da havnekassen heller ikke kunne bære projektet, afhang realiseringen af privat- eller statsstøtte. Året efter foreslog Indenrigsministeriet en rende på ni fods dybde og 35 meters bredde opmudret. Udgiften på 22-24.000 rigsbankdaler skulle dækkes af de tilgrænsende købstæder og landdistrikter, der i lighed med Nykøbing ville have stor gavn af forbedringen. I løbet af 1857 formidlede Tesdorpf kontakt til entreprenørfirmaet Carlé & Kaufmann.

Ikke alene lykkedes det ham at forhandle deres bud ned, hans personlige henvendelse til indenrigsministeren resulterede i en statsstøtte på 5.000 rigsbankdaler, fordi staten som reder også havde interesse i det søndre løbs opmudring. Tesdorpf, hvis præcise tilbud mandat er uklart, anså sagen “som et livsspørgsmål for øerne Lolland, Falster og Møn”, da det ville lette samfærdslen og reducere transportomkostningerne til Østersøområdet. Da det finansielle og praktiske var på plads i foråret 1858, indledte Carlé & Kaufmann arbejdet med dampmuddermaskinen Kraften, der færdiggjorde uddybningen på halvandet år.

Det søndre bolværk i havnen

Siden 1840″erne havde dampskibe ikke været et særsyn i Nykøbing. I løbet af et par årtier var de sågar blevet hyppige gæster i havnen. Efter opmudringen af det søndre løb forventedes dampskibsfarten at tiltage yderligere, hvilket antagelig ville skabe pladsmangel. Det var på denne baggrund, Komiteen for Anlægget af en Bro over Guldborgsund i 1859 bad kommissionen forholde sig til en projekteret bro med udgangspunkt i Bastebroen – havnens søndre bolværk. Trods støtte af en broforbindelse var man betænkelig ved forslaget, som ville umuliggøre havnens udvidelse i sydlig retning og hindre sejladsen sydfra.

Desuden lossede og ladede de største sejlskibe ved Bastebroen. De følgende år planlagde kommissionen en hovedreparation af molen og bolværker og anlæggelse af et nyt anløbssted for dampskibe, der hidtil lå for enden af Bastebroen, hvorved de spærrede for sejlskibenes indsejling til havnen. Projektet afhang dog af den endelig tilbud plan for broen til Lolland. I midten af 1860″erne blev det vedtaget, at broen skulle udgå fra den nyanlagte Brogade syd for Bastebroen. Mens entreprenørfirmaet Glæsner & Andersen udførte størstedelen af arbejdet, så leverede B&W en svingbro, der skabte passage for skibe til og fra Østersøen.

Dampskibsfarten tiltog

Samtidig hermed tiltog dampskibsfarten fra fire ugentlige anløb i efteråret 1866 til fem ugentlige anløb i foråret 1867. Ofte blev skibene liggende et eller to døgn, hvilket skabte trængsel i og uden for havnen. Da dampskibsfarten forventedes at stige yderligere, foreslog kommissionen, at området mellem Bastebroen og broen til Lolland blev inddæmmet ved nedramning af et 90 meter langt dampskibsbolværk, der var skånsomt over for drivhjulene. Dette ville øge oplagspladsen med knap 60oo m2, ligesom dampskibene ville komme ud af havnen.

En udvidelse mod syd ville også understøtte den brøstfældige Bastebro, der tillige skulle gennemgå en hovedreparation. Planen, der ville koste 15.500 rigsbankdaler, nødvendiggjorde et lån på 4.000 rigsbankdaler. Med et lån fra Nykøbing Sparekasse blev arbejdet i løbet af foråret og sommeren 1867 udført af Glæsner & Andersen sideløbende med færdiggørelsen af Christian 9.s Bro. I løbet af havnekommissionens 70-årige virke blev der anlagt og udvidet en tilbud havn. Mens selve havnen på ca. 6.500 m2 havde plads til 16 skibe a 60 læster, så kunne bolværkerne uden for bassinet rumme endnu flere skibe.

Toldbod, skibsbyggeplads, slæbested

I løbet af årene var der blevet inddæmmet og brolagt knap 15.000 m2 havneplads med rum for vareoplag, toldbod, skibsbyggeplads, slæbested, ja sågar en kørebane. Mens det nordre løb var sejlbart til 13-14 fod, så var det søndre løb ni fod dybt. Selv om sejlløbet var afmærket, så var det muligt at blive lodset gennem Guldborgsund, hvor der ikke fandtes noget tilbud fyr. Sidst i 1860´erne var Færge- og Bastebroen forsvundet til fordel for en moderne havn. Undervejs havde den lokale støtte og offervilje været stor, om end den enorme gæld, som moderniseringen havde medført, vakte bekymring. Gælden var blevet optaget som følge af behovet for finansiering og havnekommissionens strategi, der gik ud på at stimulere handelen ved forbedringer af havnen for lånte midler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *